For Grundejerforeningen Åkilde som vedtaget på stiftende generalforsamling den 22. oktober 1974 med senere ændringer (senest ved ekstraordinær generalforsamling den 13. april 1982).

Navn, hjemsted og formål:

§ 1 Foreningens navn er "Grundejerforeningen Åkilde".

§ 2 Foreningens hjemsted er Ringe kommune under Svendborg herredsret, der er foreningens værneting.

§ 3 Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmers nuværende og fremtidige fælles interesser af enhver art i forbindelse med de under foreningens område hørende ejendomme og fællesarealer. Grundejerforeningen er berettiget til at fremskaffe og administrere de midler, der skal anvendes til realisering af foreningens formål, herunder fastsætte nærmere regler for, hvorledes medlemmerne skal betale bidrag. De af foreningen til gennemførelse af nævnte foreningsformål trufne bestemmelser er fuldt bindende for de enkelte medlemmer. Foreningen er pligtig efter påkrav fra Ringe kommunalbestyrelse vederlagsfrit at tage skøde på eventuelle fællesarealer m.v. med derpå værende anlæg. Foreningens bestyrelse skal være berettiget til at udfærdige et ordensreglement. Ordensreglementet, der skal vedtages af en generalforsamling med 2/3 flertal, træder i kraft fra det tidspunkt, det er udsendt til medlemmerne.

Medlemmerne og disses forhold til foreningen:

§ 4 Foreningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af grunde i Åvangen og Kildevangen. Grundejerforeningen skal være berettiget til med 2/3 majoritet af de på en generalforsamling mødende medlemmer, at træffe bestemmelse om, at også ejere af grunde uden for foreningens område kan være medlemmer af foreningen, eller at grundejerforeningen kan sluttes sammen med en anden grundejerforening.

§ 5 Når et medlem overdrager sin grund eller på anden måde ophører at være ejer af denne, er han/hun fra overdragelsesdagen ophørt at være medlem af foreningen og kan intetkrav rette mod dennes formue. Den nye ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser over for foreningen, idet den tidligere ejer dog tillige vedbliver at hæfte for eventuelle restancer over for foreningen, indtil den nye ejer har berigtiget restancerne og overtaget forpligtelserne. Både den tidligere og den nye ejer er pligtige at anmelde ejerskifte til foreningen ved dennes formand og i forbindelse hermed oplyse foreningen om den nye ejers navn, stilling og bopæl samt parcellens matr.nr. og parcel nr..

§ 6 Foreningens medlemmer hæfter i forhold til tredjemand ikke solidarisk for foreningens forpligtelser. I forhold til foreningen hæfter medlemmernes pro rata, hvilket også skal gælde tab, som foreningen har på enkelte medlemmer. Ved foreningens oprettelse betales af hvert medlem for hver grund, han/hun ejer, et indskud på kr. 50,00, der forfalder til betaling senest 2 måneder efter den stiftende generalforsamling. Der skal ikke betales indskud ved senere salg af grunde. I øvrigt betaler hvert medlem for hver grund, han/hun ejer, et årligt kontingent til foreningens administration og øvrige udgifter at erlægge senest den 1. maj. Det årlige kontingent fastsættes af den ordinære generalforsamling. Indbetaling af kontingent kan ske til foreningens girokonto, eller andet af grundejerforeningens bestyrelse angivet sted. Er et medlem mere end 1 måned i restance til foreningen, kan det pågældende beløb inddrives ad retslig vej, efter at der forinden er givet medlemmet skriftlig påmindelse om inden 8 dage at berigtige restancen. Alle omkostninger i forbindelse med inddrivelsen betales af vedkommende restant, der endvidere skal betale et administrationstillæg for restance svarende til en fjerdedel af årskontingentet. Er restancen ikke indbetalt senest 8 dage før en generalforsamling, fortabes retten til at deltage i denne generalforsamling samt valgbarhed.

Generalforsamlingen:

§ 7 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

§ 8 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned i Ringe. Den indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem under den i medlemsprotokollen anførte adresse. Dagsordenen, der fastsættes af bestyrelsen, skal meddeles hvert enkelt medlem samtidig med indkaldelsen. Det reviderede regnskab fremsendes til medlemmerne ved samme lejlighed. Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før datoen for generalforsamlingens afholdelse. Sager der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning. På hver ordinær generalforsamling skal følgende punkter behandles:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning om det forgangne år.
  3. Aflæggelse af regnskab underskrevet bestyrelsen og revisorer.
  4. Rettidigt indkomne forslag.
  5. Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent.
  6. Valg af formand for bestyrelsen.
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter.
  8. Valg af to revisorer.
  9. Valg af to revisorsuppleanter.
  10. Eventuelt

Under Eventuelt kan der ikke sættes forslag under afstemning.

§ 9 Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme frist som den ordinære, afholdes så ofte, som bestyrelsen finder det nødvendigt, eller efter at mindst en fjerdedel af foreningens medlemmer - der ikke er i restance til foreningen - til bestyrelsen indgiver skriftligt motiveret begæring med angivelse af dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling. Når sådan begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamling afholdes inden seks uger efter dens modtagelse. Hvis ikke mindst tre fjerdedel af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen kan dagsordenen nægtes behandlet.

§ 10 Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen. Hvert medlem har to stemmer for hvert medlemsskab, han/hun repræsenterer. 1 person kan dog højest have 1 stemme. Afstemningen sker ved håndsoprækning, med mindre forsamlingen finder, at en skriftlig afstemning vil være mere hensigtsmæssig. Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem eller et medlem af vedkommendes husstand. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end én fuldmagt. Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal, jfr. dog § 11. Over det på generalforsamlingenpasserede føres en protokol, der underskrives af dirigenten og formanden, hvorefter den har fuld beviskraft i enhver henseende. Ethvert medlem kan når som helst begære denne protokol forelagt.

§ 11 Til vedtagelse på en generalforsamling af beslutninger, der går ud på anvendelse af fællesarealer, forandring af foreningens vedtægter, ordensreglement, bevilling af midler ud over det til administration nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side, optagelse af lån, optagelse af grundejere uden for foreningens område og sammenslutning med en anden grundejerforening kræves, at beslutningen skal vedtages af mindst to tredjedele af de afgivne stemmer. Disse to tredjedele skal samtidig udgøre mindst 50 % af medlemmerne. Kan dette flertal ikke opnås, indkaldes til ny generalforsamling, ved hvilken beslutningen kan vedtages med blot to tredjedele flertal. Bestemmelsen om, at medlemmerne ikke hæfter solidarisk over for tredjemand, kan kun ændres ved enstemighed hos samtlige fremmødte medlemmer. Når der på en generalforsamling er truffet gyldig bestemmelse om bevilling af midler ud over det til administration nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmers side eller optagelse af lån, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning.

Bestyrelsen:

§ 12 Bestyrelsen består af fem medlemmer. Ethvert medlem af foreningen - med den undtagelse, der fremgår af §6 - er valgbar til bestyrelsen. Formanden vælges direkte af generalforsamlingen for en to-årig periode. De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges dernæst for to år ad gangen og afgår med to medlemmer hvert år. Efter det første år afgår to ved lodtrækning. Genvalg kan finde sted. Desuden vælges hvert år to bestyrelsessuppleanter. Den valgte bestyrelse konstituerer sig selv med næstformand og kasserer. I tilfælde af formandens forfald indtræder næstformanden som formand indtil næste generalforsamling. Bestyrelsen har ret til at ansætte og bestemme aflønning m.m. af en kasserer, der ikke behøver være medlem af foreningen. Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra tre på hinanden følgende bestyrelsesmøder, må, hvis blot ét medlem af bestyrelsen kræver det, udgå af bestyrelsen, og suppleanten for ham indtræder da i hans/hendes sted. Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter at suppleanterne er tiltrådt, bliver mindre end tre, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling. Såfremt kasseren får forfald, udpeges en midlertidig kasserer af bestyrelsen.

§ 13 Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed - herunder drift og vedligeholdelse af fællesanlæg - og varetager dens formål og interesser. Bestyrelsen er dog berettiget til at ansætte og bestemme aflønning m.v. af medarbejdere til at bistå ved drift og vedligeholdelse af fællesanlæg. Der afholdes møde så ofte formanden eller to medlemmer finder det nødvendigt. Over det under forhandlingerne passerede føres en protokol, der skal fremlægges og godkendes af bestyrelsen på det næstfølgende bestyrelsesmøde. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre medlemmer giver møde. Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

§ 14 Foreningen tegnes over for tredjemand af et flertal af bestyrelsen eller af formand og kasserer i forening, ved køb og slag samt pantsætning af fast ejendom dog af den samlede bestyrelse.

Revisorer og regnskab:

§ 15 Generalforsamlingen vælger to revisorer og to revisorsuppleanter. Genvalg kan finde sted. Én af revisorerne skal være regnskabskyndig. Revisorerne gennemgår mindst én gang årligt foreningens regnskaber, der føres af kassereren efter bestyrelsens nærmere bestemmelse, og forvisser sig om, at de i regnskabet opførte aktiver er til stede, hvorefter de indgiver deres revisionsbemærkninger til bestyrelsen. Revisorerne kan når som helst foretage kasseeftersyn og skal foretage et sådant uanmeldt mindst én gang årligt.

§ 16 Foreningens regnskabsår er kalenderåret, første regnskabsår dog fra foreningens stiftelse og indtil 31/12 1974. Regnskabet skal tilstilles revisorerne inden den 1. februar og skal af disse være revideret såvel talmæssigt somkritisk så betids, at den årlige generalforsamling kan afholdes i henhold til vedtægterne.

§ 17 Foreningens opløsning kan kun finde sted efter forslag fra bestyrelsen eller halvdelen af foreningens medlemmer og kan kun vedtages efter de om lovændringer gældende regler. Forslag skal indeholde bestemmelse om anvendelse af foreningens formue. Foreningen kan dog ikke opløses uden samtykke fra Ringe byråd.

Særlige bestemmelser:

§ 18 Fremkommer der spørgsmål, hvorom disse love intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling. I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

§ 19 Ingen vedtægtsbestemmelse må være i strid med tinglyste deklarationer eller nogen kommunal vedtægt.

Godkendelse m.v.:

§ 20 Samtlige udgifter i forbindelse med foreningens stiftelse betales af foreningen. Ovenstående love er vedtaget på en dertil indkaldt stiftende generalforsamling den 22. oktober 1974.

Seneste kommentarer

07.09 | 13:30

Jeg troede, at jeg havde betalt kontingent 11-6-2001, men pengene er kommet retur en uge senere.Jeg sender pengene, når jeg får en ny betalings adresse.

04.09 | 10:30

Betalt kontingent 11 juni

15.06 | 06:29

Hej Allan
Vil foreslå om ikke det kunne være god ide at lave genopfriskning af førstehjælp med hjertestarter. Ved indvielsen var vejret ikke med os og der var mange samlet på meget lidt plads.

Del siden